Den registreredes rettigheder - gennemsigtighed

Uge 8 bliver én lang ørkenvandring i forordningens artikler om den registreredes rettigheder - prologen udgøres af Afdeling 1, artikel 12, der underholder læseren med begrebet gennemsigtigheden, meddelelser og regler for udøvelsen af den registreredes rettigheder.

Gennemsigtighed

Det er altid fedt at læse lovtekster, hvor skribenten har svunget sig op til at lave referencer til paragraffer, som man endnu ikke har læst! Således også forordningen, der siger at den dataansvarlige skal træffe passende foranstaltninger til at kunne give de oplysninger "som omhandlet i artikel 13 og 14 og enhver meddelelse i henhold til artikel 15-22 og 34 om behandling" til den registrerede. Så er vi ligesom i gang :)

Det skal ske "i en kortfattet, gennemsigtig, letforståelig og [en] lettilgængelig form og i et klart og enkelt sprog, navnlig når oplysninger specifikt er rettet mod et barn."

Nutiden har også indhentet EU, hvorfor det heldigvis er tilladt "hvis det er hensigtsmæssigt," at udlevere oplysningerne elektronisk. Principielt kan oplysningerne gives, og den registrerede fremkomme med sin anmodning, mundtligt! Men det kræver at "den registreredes identitet godtgøres med andre midler."

I praksis vil 99% af sådanne anmodninger bliver afvist på dette stykke 2, hvor det hedder at den dataansvarlige "ikke [må] afvise at efterkomme den registreredes anmodning om at udøve sine rettigheder i henhold til artikel 15-22, medmindre den dataansvarlige påviser, at vedkommende ikke er i stand til at identificere den registrerede." så er den fest ligesom lukket ned!

Stykke 3-4 begiver sig ud på en lang og besværlig søforklaring om, hvor hurtigt oplysningerne skal gives, og hvad der skal ske, hvis ikke de bliver givet. Det lugter langt væk af kattelem for de medlemsstater, som selv har sagt ja til forordningen, men nu indser, at når den bureaukratiske tiger bliver tirret, risikerer politikerne at få alvorlige kradsemærker på anklerne!

For hvis optegnelserne skal kunne håndteres anno 2018, må de nødvendigvis "persisteres"[1] og så må man nødvendigvis spørge sig selv, om det vitterligt kan tage "en måned" som kan "forlænges med to måneder" at grave oplysningerne frem?

Så kan den registrerede så ganske vist "klage til en tilsynsmyndighed og indbringe sagen for en retsinstans" men mon ikke der skal være helt særlige grunde til at bide sig så hårdt fast i knæet på en virksomhed eller offentlig instans, hvis man 3 måneder efter anmodningen, og hvem ved hvormange måneder senere, foran en retsinstans, er i stand til at huske, hvorfor man spurgte i første omgang!?!

Anmodningerne skal behandles, og oplysningerne udleveres, gratis! Medmindre, altså, at de "er åbenbart grundløse eller overdrevne, især fordi de gentages,"; så kender vi bureaukratiets sande væsen igen!

I de tilfælde - altså hvor en registreret enten anmoder grundløst eller bliver ved - der kan "den dataansvarlige enten:
a) opkræve et rimeligt gebyr ... eller
b) afvise at efterkomme anmodningen.

I retfærdighedens navn er bevisbyrden den dataansvarliges.

Stykke 7 er det ikke lykkedes mig at gennemskue - men forordningen omtaler flere steder "standardiserede ikoner for at give et meningsfuldt overblik over den planlagte behandling på en klart synlig, letforståelig og letlæselig måde" men hvad det er for ikoner, der tænkes på - ja det er som sagt mig en gåde.

Det er så iøvrigt kommissionens "ret" at "fastlægge de oplysninger, der skal fremgå af ikoner, og procedurerne for tilvejebringelse af standardiserede ikoner" - hvad hulan har de gang i?


  1. det er et herligt engelsk ord, persistence: på dansk vedholdenhed, der i IT-verden er blevet til "at gemme, så det ikke bliver væk" - eller med andre ord: skriv det ned i 'filer' på en 'disk' ↩︎