Hvem skal vide hvem jeg er?

Den seneste tid har budt på en veritabel bredside i medierne, med dem selv som afsendere, oftest den (påtagede) indignerede, krænkede, part eller i det mindste som den måbende voyeur. Politikerne har ikke været sene til at stable deres holdninger op på de traditionelle kasser af velmenende løfter og (mestendels tomme) trusler mod tech-giganterne –

Så hvad er op og ned i det?

Når medierne og politikerne, og resten af os for den sags skyld, skriger på at nogen bør gør noget, er det sådan set ikke forkert! Det kan næppe være sundt for unge, mange langt fra kønsmodne, at se porno i timevis; det er uvist om det overhovedet er "sundt" for voksne, så her tænker jeg, at jeg er dækket rimeligt ind!

Det er løsningen, der er helt løsrevet fra virkeligheden! Jeg skal prøve at forenkle det efter bedste evne:

Hovedparten af indholdet på Internettet leveres af web-servere, der måske kan sammenlignes med bibliotekarer. Du går til skranken og spørger efter en bog titel. En yderst tjenestevillig bibliotekar springer fluks ud bagved og dukker 2-300ms senere op igen, bærende på den ønskede bog, som du derefter slænger dig i en af de dertil opstillede sækkestole. Du har ikke lånt bogen endnu - kigger bare i den - og bibliotekaren kan måske i bedste fald huske bagefter, at du da vist havde mellemblondt år.

Nu kommer "bog politiet" så og forkynder for alle læsehestene, at bøger om heste for fremtiden kun kan lånes af rødhårede. 1-0 til kontrollanterne.

"Jeg kan ikke lade dig se i den bog", siger bibliotekaren strengt, og peger på dine umiskendeligt mellemblonde hårtotter, der titter frem under huen. Du foretager et planmæssigt tilbagetog og regrupperer i ly af SjovHat butikken, der på det seneste har fået vældigt gang i salget af røde parykker.

1-1

Nu skal alle boglånere herefter kunne fremvise gyldigt ID. 2-1 til kontrollanterne.

"Jeg skal bede om ID før du kan komme ind på biblioteket" konstaterer vagten ved døren bryskt, da du tager trappen i 2 spring. Kørekortet fra Legoland køber hun ikke, men din storesøsters sundhedskort virker straks meget bedre.

2-2

Nu skal jeg ikke trætte med et utal af tænkte scenarier fra det lokale bibliotek, blot konstatere at hvis det eksempelvis ikke er lykkedes (endnu) at komme salget af alkohol til mindreårige til livs, er chancerne for at de elektroniske ækvivalenter bliver løst, nok mildt sagt til at overskue!

- fordi flere forhold spiller ind, som ingen har den fulde kontrol over – end ikke et så gennemkontrolleret land som Kina!

1. Afsenderen af en forespørgsel - på for eksempel at få vist forsiden til en hjemmeside, der har samlet dødsvold videoer fra hele verden - har ingen forbindelse til udstyret, og afsenderens brug af udstyret har ingen konsekvens for afsenderen. Afsenderen kunne for den sags skyld stå og pege på en helt uskyldig tredjemand med en pistol, og forlange at vedkommende kommanderer udstyret.
2. Udstyret/maskinen sender forespørgslen i små bidder der hver især kan sammenlignes med vanddråber, der løber ned over en rude. De kan tage forskellige retninger under vejs, men ender alle på drypnæsen under vinduet. Én af grundene, til at Internettet er blevet så populært, er at denne 'rude' er så fleksibel, at hvis der sætter sig noget skidt midt på ruden, glider vand dråberne blot udenom - de skal nok komme frem. På samme vis når forespørgslen bliver besvaret; her er det blot endnu mere udtalt fordi der er tale om mange flere små bidder (typisk). I dag er det muligt at koble sig til Internet på rigtig mange måder (radio, fiber, mobil, måske endda stadig gammeldags telefonlinjer).
3. De små vand dråber - den enkelte "pakke" af data - kan gemme sig i andre dråber, så det bliver meget svært at "filtrere" en bestemt slags dråber ud (omend jeg for fuldstændighedens skyld skal indrømme at Kina har haft en vis succes med at gøre det).

Så - er svaret så, at vi ikke kan gøre noget?

Nej - langt fra - men som i eksemplet fra biblioteket, vil det kræve en fundamental ændring af synet på Internet, og på begrebet kontrol, når vi kommer ud i den anden ende. Ændringer som de fleste nok ikke vil bryde sig om.

Før vi kan ændre noget bør vi imidlertid først betragte 'systemet' og identificere dets vigtigste karakteristika:

• kontrol
• den frie aftaleret
• bytteforhold
• tillid

Kontrol: Vi efterlader masser af "spor" når vi som forbrugere surfer Internettet i vores jagt på oplysning, underholdning, tilbud, kærester, osv. Så mange spor at man i EU er blevet enige om at rejse en pegefinger. Det er sådan set også fornuftigt, og måske kan det give lidt mere plads i reklamebudgetterne til den trykte presse, radio, TV, og andre medier, som har henslæbt sig gennem en Sahara lignende tilstand siden især Google og Facebook satte opsamlingen af spor i system.

Nu vil vi så gerne rulle noget af denne "anonymisering" tilbage, så tech branchen kan sikre os mod - os selv - og naturligvis overrække nøglerne til denne kontrol, til politikerne, som jo ved, hvad der er bedst for os; eller i hvertfald for "the greater good"!

Men, som vi gennemgik i eksemplet fra biblioteket ovenfor, er kontrol på Internettet en monumental og samtidig uregerlig og diffus størrelse, der stiller flere spørgsmål, end den giver svar: flertallets diktatur? bonus pater in familias? Laveste fællesnævner? Pareto?

Den frie aftaleret er hjørnestenen i interaktionen mellem mennesker. Den sætter os i stand til at købe en grill i Bygma, også selv om den samme grill i et andet byggemarked koster 500 kr mindre! Tidligere gav det plads til langt flere led i varekæden - fra grill'ens fødested til forbrugerens terrasse. Her har Internettet kollapset varekæden i sådan en grad at det "næsten" er muligt at købe en bil på nettet - fra fabrikken, hvor de bliver fremstillet!

Det har også givet plads til en ny slags "kræmmere" som fik frataget deres levebrød på markedet, hvor de købte billigt i den ene ende, og spurtede ned i den anden ende, og solgte med gevinst. Nu lever de af at sætte webshops op, hvor de sælger varer "i den ene ende af markedet" (fx i Danmark), som de så bagefter spurter "over i den anden ende af markedet" (fx i Kina) og køber med gevinst. Bortset fra rækkefølgen, er metoden præcis den samme.

Bytteforhold er en (anden) vigtig brik i billedet. For at forstå mekanikken, som regerer Internettet, kræver det at vi ser på det stik modsatte!

Fortæring af en flødeskumskage og medfølgende nedsvælgning af den obligatoriske kop skoldhed chokolade - RIGTIG chokolade. Du betaler (egnsbestemt ganske vidst) en mindre herregård for arrangementet, og retten til at sidde og blomstre i dekorative omgivelser indtil der gror hård hud på -

Konditoriet har den udfordring, at det ikke kan sælge flere kage/chokolade combo'er end de 1) kan nå at fremstille, 2) har stole og borde til, 3) kan mase kunder igennem butikken til, hvis de kan overbevise 'tåberne' om at slæbe kolesterol giften med sig hjem, men selv hvis de løser alle de udfordringer, med et hav af bagere, udvidelser af konditoriet til Field'sk dimensioner, og ja, hvem ved hvordan de får nogen til at tage varm kakao med sig hjem i et papkrus – selv da er der en fysisk begrænsning på hvorlangt fra, kunderne vil køre for at sidde og spise - eller tage med hjem - flødeskumskager; trods alt!

Internettets kundeunderlag er principielt alle mennesker på hele jorden - selv dem uden Internet forbindelse, for de kunne jo sådan set godt få lyst til et eller andet, og kortvarigt benytte en vens forbindelse.

Konditoriet skal betale alle og deres fætter, hvis det vil udvide forretningen. Kommer der mere trafik til en hjemmeside kan det i nogen tilfælde betyde at indehaverne kan forhandle sig til en billigere pris pr trafik enhed.

Så meget på hovedet vender alt! Hvad der i "den virkelige verden" ville kræve megen forberedelse, lang tid til implementering og realisering, og betydelige økonomiske risici, kan i "den elektroniske verden" ofte løses næsten øjeblikket, og med betydelige omkostningsfordele som resultat. Forretningsmodeller skalerer bare bedre på Internettet.

Tillid har været en effektiv filter mekanisme i måske årtusinder. Længe før Gutenberg udvekslede mennesker information, men båndbredden var horibel ringe og fastholdelsen ligeså. Natur/menneskeskabte katastrofer kunne bort erodere stort set al viden på kort tid - som fx da biblioteket i Alexandria brændte (uanset at der er tvivl om hvormeget viden der reelt gik tabt). Information var - også dengang - flygtig og bundet meget hårdt op på tillid til afsenderen. Den har aldrig været perfekt, men tidligere var det trods alt nemmere at kunne se en person i øjnene og, i det omfang modtageren besad menneskekendskab (og dermed i et vist omfang kunne filtrere afsenderens løgne), validere kvaliteten af den leverede information.

Internettet har på den ene side frarøvet den enkelte modtager dette værktøj omend samtidig leveret et andet: muligheden for at søge alternative kilder hurtigt, enkelt og billigt (egenskaber som tidligere ikke var for hånden). Problemet med mennesker er imidlertid at de er dovne, og så vil de i grunden gerne tro godt om deres medmennesker, til det punkt, hvor de direkte bliver løjet til. Så i stedet for at forholde sig kritisk til en information, vælger mange at acceptere kvaliteten af denne information, og udsagnet som sandhed. Fejlen ligger hos denne, den første modtager, men vokser eksponentielt, ja mere logaritmisk, når informationen bæres videre til modtagerens inderste tillidskreds! Historien om fjeren og de fem høns som anskuelsesundervisning på daglig basis.

Når forskere og studerende ved de højere læreanstalter fremstiller rapporter og samler deres undren, indsigt, og erkendelse, forventes/skal de vedlægge kildehenvisninger, der dybest set er der, for at kunne skabe den nødvendige tillid hos en læser.

Hvad kan vi så gøre?

Vi starter bagfra i listen – fordi det, måske, løser flere af de andre udfordringer! Vi starter med at genetablere tilliden; tilliden mellem afsender og modtager. Det behøver ikke nødvendigvis være en fordel, i det mindste ikke for afsenderen, der med den her model risikerer at stå uden et produkt, uden en fordel, et spiel – og dermed uden en interesse i at deltage (og ja - det vil så være et problem i sig selv, som vi må arbejde med).

Kan vi ikke "bare" forlange at alle afsendere skal bruge MitID? Teoretisk set jo - hvis MitID var et fantastisk produkt - men det er det ikke, og der er så mange use cases hvor MitID ikke virker i dag, blot i Danmark, at det vil være en meget lang og meget sej kamp op ad bakke, at løse det. Lad mig nævne 3: unge/børn under 13, ældre/fysisk udfordrede/hospitaliserede immobile, maskiner. Dernæst kræver MitID en infrastruktur, som vi har i Danmark, men som langt fra vil være tilstede i resten af verden. Endelig er transaktionshastigheden håbløs; forestil dig at skulle bruge MitID i supermarkedet eller på togstationen.

Hvad er kravene da?

Hastighed

For at begynde bagfra (igen) er målet at den samlede transaktionsvarighed ikke må være over 7-800ms, altså lige under et sekund. Det er vigtigt, fordi vi mennesker har en "pause" oplevelse, der ligger omkring et sekund. Alt under 1 sekund sker "med det samme" – alt over 1 sekund "hænger".

Infrastruktur

Dernæst er kravet til infrastrukturen at mindst én af brugerne – enten afsender eller modtager – har Internet forbindelse i transaktionsøjeblikket, og at begge parter enten har haft eller får forbindelse indenfor et kort(ere) tidsrum. Der vil være (mange) situationer, hvor dette krav vil være svært at opfylde - det er jeg klar over - men mange af de situationer mener jeg bør kunne løses ved at ændre spillereglerne for informationsudveksling i transaktionsøjeblikket.

Minimum af interaktion

For at løse den værste forudsætning skal vi selv medbringe tillid; tillid til maskinen! I det mindste i et afmålt omfang. Vi skal reducere den menneskelige interaktion med maskinerne, og lade maskinerne selv træffe afgørelserne – og så naturligvis giver brugerne en veto-ret. Retten til at sige maskinerne imod, til at afvise en transaktion, som maskinerne ellers er blevet enige om er ok.

Hvordan - sådan mere i praksis?

Overlader vi etableringen af tillid til maskiner, kræver det først og fremmest at maskinerne er gennemskuelige - så vi forstår dem - og dernæst at mennesker eller organisationer, som vi, som individder, har tillid til, er i stand til at verificere at maskinerne virker, og til stadighed har mulighed for at gentage denne verificering. Det vil sige: vi har brug for et uafhængigt organ, valgt af forbrugerne selv, tillagt den fornødne kompetance, og ansvar, for at efterprøve og til rutinemæssigt/periodisk tilse maskinernes korrekte virke.

Maskinerne er, ladt alene, ikke-korrumperbare, og derfor bør der ikke være nogen mulighed for at "komme til dem" – ud over altså i forbindelse med det uafhængige organs revision og kontrol af maskinernes funktionsdygtighed. Det er ikke umiddelbart nogen uoverstigelig hindring. Vi har titusindvis af automatiske maskiner i drift over hele kloden, som døgnet rundt dirigerer telefon trafikken, Internet trafikken, energi og andre kritiske systemer. Vort teknologiske niveau er også sådan at de er overskuelige at bygge - det er ikke raketvidenskab, og derfor ikke nogen voldsom investering.

Det var sådan i store træk alt det positive! For i det følgende kommer så en række af de praktiske tiltag, og deres "negative" konsekvenser. Negative har jeg sat i anførselstegn, fordi det negative afhænger af øjnene, der ser. Der findes mig bekendt ikke mange beslutninger i livet, som ikke har konsekvenser - store eller små. Nogle konsekvenser kommer du selv til at døje med, andre bliver det op til dine børn at overkomme eller forlige sig med. Andre igen påfører dine omgivelser konsekvenser, måske i form af ændrede/forringede/tabte forretningsmuligheder.

Det afgørende her er ikke konsekvensernes størrelse eller omfang, men om vi som mennesker/samfund/civilisation vurderer dem som acceptable 'omkostninger' for at opnå en række fordele. Jeg ville ønske at det var beslutninger, vi kunne overlade til politikerne (og så i bedste mandagstræner stil hade og nedgøre bagefter) men det kan vi ikke, fordi politikerne aldrig ville turde træffe beslutninger, der potentielt ville gøre dem selv overflødige, samtidig med at betydelige industrier ville visne væk; industrier der traditionelt har levet et symbiotisk liv med statsmagten. Hvem og i hvilket omfang kommer vi til!

Revisionssporet er et kendt kunstgreb fra økonomiens verden. Man kan kalde det en sladrehank, men det er upræcist, for revisionssporet angiver ikke nogen, og sladrer ikke om nogen. Her er for eksempel Skat's definition af begrebet:

Bogføringsloven kræver, at der skal være et fyldestgørende revisionsspor så alle indberetninger kan spores tilbage til den nødvendige dokumentation (grundbilag), fx låneaftale og til den indberetningspligtiges regnskab.

Det er med andre ord en identifikation/en registrering af en hændelse. Det er en kilde til mange omkostninger, meget arbejde, og megen interesse i alle typer virksomhed, offentlige såvel som private, fordi: der skal være styr på økonomien.

Inddrager vi dette revisionsspor i hele vort liv, får det selvsagt en kolossal betydning og uoverskuelige konsekvenser. Før du forkaster idéen vil jeg bede dig gøre et lille tanke eksperiment: hvis alle de mennesker, du har været i berøring med igennem hele dit liv, enten direkte eller igennem dit arbejde, som kunde eller leverandør, igennem din rolle som barn eller forælder - hvis de alle kunne samles i et rum, og få lov at tale sammen indbyrdes? Hvordan ville det påvirke din opførsel, dine beslutninger, din moral/etik? Stadig et nej - ikke? Så spørg dig selv, hvordan alle dem, der i tankeeksperimentet er samlet i rummet, ville svare!

Hvordan skal vi i praksis kunne koble et revisionsspor på vort liv? Det kan vi gøre ved at anvende en teknologi, som benyttes i en helt anden sammenhæng: blockchain teknologien, benævnes den. For krypto valutaer er den altafgørende, og for krypto valutaernes ukronede konge, bitcoin, hele fundamentet. Langt den overvejende del af krypto valutaer eksisterer i et slags ureguleret parallel univers, hvor den enkelte valutas værdi (for de flestes vedkommende) er bundet på værdien af bitcoin eller afhænger af brugernes tillid. Blockchain er meget kort resumeret, en elektronisk analog til en perlekrans med en knude bundet om en perle for hver registreret transaktion (hvor transaktion kan være alt fra et kærestebrev til en embedsmands randbemærkning under sagsbehandlingen i Finansministeriet). Fordelen ved denne perlekrans er at hver transaktion kan følges – og benytter vi den overalt, også i virksomhederne og deres bogføring, får begrebet dobbeltbogføring pludselig en helt anden og endnu mere genial betydning.

Virksomheder bruger, som alerede nævnt, en del energi på at sikre et korrekt revisionsspor, men problemet er at sælger og køber virksomheder (når de handler med hinanden) har hver deres revissionsspor. Isoleret set kan det naturligvis være en fordel (for en konkret virksomhed), fordi den kan tilpasse sit revisionsspor til sit aktuelle behov (det er meget ofte en omgåelse af reglerne, men desværre ikke nogen påstand - Enron, WireCard, Nordisk Fjer og IT Factory er blot nogle af de mere prominente eksempler), men med en perlekrans, hvor transaktionerne med en køber eller en sælger skal passe sammen, forsvinder denne type fuks med et slag. Det samme gør sig naturligvis gældende, når køber eller sælger er en privat person.

Det fjerner også bankernes behov for at grave efter hvidvaskningsforsøg – forsøgene vil sikkert ikke forsvinde, men de vil meget enklere at efterprøve.

Vi kan også benytte perlekransen i en anden sammenhæng. Når forældre giver deres børn elektronisk udstyr som computere, smartphones, og smartwatches, bør de tilbydes en mulighed for at installere programmer, der anvender denne perlekrans teknologi. Det gælder sådan set også de devices voksne selv anvender.

Fravælger forældrene det, for det bør naturligvis være et valg, fraskriver de sig muligheden for at placere skylden på tech-giganterne, sådan som det sker i dag.

Hvorfor? Fordi det med perlekransen (eller rettere, med de programmer som benytter denne teknologi) vil være muligt at benytte en positiv liste af tjenester, ligesom det også vil være muligt at spore brugen af den enkelte tjeneste, hvilke data der er blevet udvekslet, og med hvem.

Der er endnu et anvendelsesområde – penge. Benytter vi perlekransen på udvekslingen af penge, fjerner vi begrebet penge lugter ikke, fordi det herefter vil være muligt at følge enhver transaktion - følge brugen af hver enkelt 25 øre. Det vil have en række afledte effekter, som jeg vil behandle i en særskilt post. Det vil være måske den mest samfunds- og system omkalfatrende ændring, mange gange større end da Danmark indførte danKortet.

Det sidste område jeg vil nævne, hvor vi kan bruge perlekrans teknologien, er valg. Når enhver transaktion kan spores og valideres, vil det være nærliggende at benytte teknologien til at afvikle elektroniske valg. Valg kan afvikles flere gange om dagen om nødvendigt, og prisen vil være negligerbar. Det kan være valg til bestyrelser, foreninger, kommunale, regionale, statslige. Valg i grundejerforeningen og valg til Folketinget. Ja - det kan over tid blive nødvendigt at skrive Grundloven om, for hvis alle kan stemme altid, bliver Folketinget mere en administrativ funktion, der forbereder borgernes valg (ud fra forslag de selv har stillet) og debatterer dem (på borgernes vegne) i transmitterede sessioner, med det formål at klæde den enkelte borger på, til at kunne træffe sit eget valg, på et veloplyst grundlag.